fredag den 30. august 2013

Trygheden i indlæggelse, og frygten for verdenen derude

Jeg har snart været indlagt i et halvt år
Jo længere tid der går, jo mere skræmmende bliver verdenen udenfor de låste døre og de hvide hospitals vægge.

Der er snak om at jeg skal hjem på bostedet på besøg, og det virker både skræmmende, men også dejligt. 
Savner mit bosted så meget. Det er det bedste sted man kunne tænke sig at bo, med fantastiske kontaktpersoner og dejlige mennesker. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. 
Kun: jeg er bange.

torsdag den 29. august 2013

Bæltefiksering

Jeg har brug for at komme ud med, hvordan jeg har oplevet tvang i psykiatrien - dette er en af de få gange jeg kan huske, jeg er blevet puttet i bælte.
Har lagt i bælte næsten hver dag de sidste 3 måneder. 

Hun sad på sengen. Hun havde allerede kradset hendes hænder og arme til blods. Hvis hun ikke kunne skære, måtte hun finde på noget andet.
Tårerne trillede ned af hendes kinder, og stemmerne og skyggerne blev blot værre og værre. 
Stemmerne skreg at hun skulle banke hovedet ind i væggen.
Så det gjorde hun. Så hårdt hun kunne. 
Efter lidt tid kom personalet løbende ind til hende. Tog hende væk fra væggen. 
Men jeg kæmpede imod, sagde de skulle lade være.
De trykkede alarm, og rummet blev pludselig fuld af mennesker. De fastholde hende.  Lagde bæltet på sengen. Tvang hende op på sengen. 
Hun skreg og skreg, og kæmpede imod. 
Hun ville ikke tage imod pn'en - der kunne jo være gift i. 

Resten kan jeg ikke huske. Blot at jeg fik et skud beroligende på tvang af lægen, der var der.


Som sagt har jeg lagt i bælte hver dag i 3 måneder. Så det er intet nyt for mig. 
Men det er stadig lige så forfærdeligt, hver gang det sker.