Vægtøgning

Er så træt af vægten. Hvordan den bestemmer mit humør. Hvordan alt handler om mad, hvor meget og hvor lidt jeg skal spise. At jeg selv vil tabe mig, og andre vil have mig til at tage på. Er træt af kostplanen og at alt skal vejes af. Er træt af at skulle spise hele tiden, og overvåges når jeg skal på toilet. 

Er træt af ikke at kunne spise normalt. 

Har allerede taget 5 kilo på, og jeg føler mig så fed. Overvægtig.

De vil stadig have jeg tager 7 kilo mere på. Det kan jeg ikke.

Har intet imod overvægtige mennesker, skal det lige siges. 

Men jeg vil være hende den tynde. Usynlig. Se mine knogler. 

Sick of hospital

Jeg er så træt af sygehus. 

Hvide vægge, låste døre, lugten af sprit. 

Jeg har så meget hjemve. Vil så gerne hjem. 

Men som jeg skrev før, er det også blevet en tryghed at være indlagt. Og en tryghed at ligge i bælte. 

Jeg er bange for den virkelige verden udenfor. Meget bange. 

020913

Dagen idag startede med meget uro på afdelingen. En pige fik det rigtig skidt, og skreg og skreg. Sådan vågnede jeg. 

Jeg kom ud og fik min morgensmøg, og derefter morgenmad. Maden var ikke så svær i morges, som jeg måske troede den ville være, da jeg skal vejes imorgen. 

Derefter var der skole, og så hviletid. 

Frokosten var lidt sværere, men fik det da spist. 

Jeg har skadet mig selv og været tæt på at komme i bælte flere gange. Det er en motivation at jeg får besøg idag. 

Ender bare nok i bælte når bostedet kører igen. 

Ved halv tre tiden fik jeg det rigtig skidt, da jeg var ude og ryge. Jeg så en mand med en kniv. Jeg løb ind på badeværelset og låste døren. 

Min kontaktperson låste døren op, og beroligede mig. Var angst - jeg rystede og svedte og mit hjerte bankede. 

Kunne ikke få vejret, og var tæt på at besvime. 

Lige om lidt får jeg besøg. 

Det glæder jeg mig til. 

Selvom jeg ved det bliver svært bagefter. 

Håber I har en god dag. 

The Schizophrenic Nightmare

You see, the nightmare of schizophrenia is not knowing what is true. Imagine if you had suddenly learned the people, the places, the moments most important to you were not gone, not dead, but worse… they had never been. What kind of a hell would that be?

— A Beautiful Mind