Trygheden i indlæggelse, og frygten for verdenen derude

Jeg har snart været indlagt i et halvt år. 

Jo længere tid der går, jo mere skræmmende bliver verdenen udenfor de låste døre og de hvide hospitals vægge.

Der er snak om at jeg skal hjem på bostedet på besøg, og det virker både skræmmende, men også dejligt. 

Savner mit bosted så meget. Det er det bedste sted man kunne tænke sig at bo, med fantastiske kontaktpersoner og dejlige mennesker. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. 

Kun: jeg er bange.